Når rollerne tager styringen – om Dramatrekanten i parforhold

I mit arbejde som par- og psykoterapeut i Odense møder jeg mange par, der – ofte uden at vide det – bliver fanget i et usynligt spil. Det er et spil med stærke følelser, tilbagevendende konflikter og gentagne mønstre. Spillet har et navn: Dramatrekanten.

Hvad er Dramatrekanten?

Dramatrekanten, udviklet af psykolog Stephen Karpman, beskriver tre roller vi mennesker – ofte helt ubevidst – kan træde ind i, især når vi føler os pressede, sårede eller utrygge i vores relationer. Roller, som vi enten bringer med os fra tidligere relationer eller opstår som et forsvar, når vi føler os fanget i en svær dynamik med vores partner.

De tre roller er:

  1. Offeret– føler sig magtesløs, uretfærdigt behandlet og søger ofte trøst eller nogen at give skylden.
  2. Redderen– vil fikse, hjælpe, tage ansvar for den andens følelser – nogle gange uden at blive bedt om det.
  3. Krænker– kritiserer, bebrejder og forsøger at kontrollere – ofte i frustration eller desperation.

Hvordan viser det sig i parforhold?

Det interessante – og ofte smertefulde – er, hvordan par glider ind og ud af disse roller i deres daglige samspil. Det kan se sådan ud:

  • Den ene partner føler sig ikke hørt og går i offerrollen: “Du lytter aldrig til mig!”
  • Den anden forsøger at redde: “Jo, jo, jeg vil bare hjælpe, jeg prøver jo!”
  • Men det bliver ikke nok, og måske slår redderen over i krænker: “Du gør det jo også umuligt at hjælpe dig!”

Sådan skifter rollerne – og parret føler sig fanget i en cirkel, hvor ingen rigtig bliver mødt eller set.

Hvorfor havner vi der?

Vi bringer ofte gamle mønstre med os ind i voksenlivet – fra vores opvækst, tidligere relationer eller traumatiske oplevelser. I terapi opdager mange, at de igen og igen havner i den samme rolle, især i pressede situationer.

Nogle har måske lært tidligt, at man skal være den stærke (redderen), andre har lært, at det er farligt at tage plads (offeret), og nogle føler, de kun kan få kontrol, hvis de tager styringen hårdt (forfølgeren).

At træde ud af trekanten

Det første skridt er opmærksomhed. I parterapien arbejder jeg med at identificere de forskellige roller, som hver part indtager for at forstå, hvad der sker imellem jer.

Det næste skridt er at lære nye måder at kommunikere og reagere på. Det handler om at tage ansvar for egne følelser uden at redde, forfølge eller overgive sig. Det handler om at turde være sårbar – og samtidig holde fast i sig selv.

Når par opdager, at “vi er i trekanten nu”, kan de begynde at vælge noget andet og tage ansvar for deres adfærd og stå mere autentisk sammen med deres partner.

Til dig, der genkender det her

Hvis du læser dette og tænker: “Det er os”, så er du ikke alene. Og det er ikke et tegn på, at der er noget galt med jer – det er et tegn på, at I længes efter en mere tryg kontakt, hvor I hver især vover at stå mere autentisk med de sårbare følelser.  Og at I har potentiale til at udvikle jer sammen.

I terapi kan vi sammen undersøge, hvilke roller der er på spil i jeres relation – og hvordan I kan finde tilbage til hinanden med respekt, nærvær og ansvar.

Velkommen – du og I er hjertelig velkomne til at tage kontakt, hvis I vil arbejde med de mønstre, der spænder ben for kærligheden.