Ikke at føle sig set er en af de store og gennemgående følelser, der kan dræne et forhold for både energi, kærlighed og selvtillid.
Men hvad skyldes det – og findes der redskaber, du allerede nu kan tage i brug? Måske ligger der noget dybere til grund for følelsen, som du ikke er opmærksom på?
Baseret på min terapi med mange forskellige par, der har stået med netop denne problemstilling, vil jeg give mit besyv i dette indlæg.
Husk, at du altid er velkommen til at række ud til mig, hvis du ønsker en samtale om netop dette emne – eller noget andet, som du oplever kommer imellem dig og din kæreste.
Hvad dækker vendingen ”min mand ser mig ikke” over?
Ikke at ”føle sig set” kan betyde mange ting. Når jeg dykker ned i følelsen med mine klienter, er det vigtigt for mig at finde frem til den egentlige betydning. For det er jo sjældent ’blot’, at din mand ikke ”ser” dig.
Nej, tværtimod er det typisk ét af følgende underliggende problemer, der ligger til grund for formuleringen:
- Manglende kommunikation. I får ikke snakket nok og længe sammen.
- Forsvindende følelser mellem jer. Du oplever ikke længere at føle dig tæt på din mand.
- For lidt tid sammen. Du oplever ikke, at din mand prioriterer kvalitetstid sammen med dig.
- Manglende intimitet. Du savner berøring og intimitet med din mand.
Jeg vil gennemgå de enkelte emner herunder.
Kommunikationskløft mellem dig og din mand
Føler du dig overset, når du taler, eller føler du, at din mand ikke lytter til dig? Føler du, at I taler forbi hinanden, han ikke forstår dig, og at jeres samtaler let ender i konflikter og misforståelser?
Hvis du oplever en kommunikationskløft mellem dig og din mand, kan du prøve at undersøge, hvad der ligger under.
I 80% af alle parforhold er der en opsøgende part og en undvigende part. Den undvigende part er typisk manden og han vil trække sig, når samtalen opleves sårbar eller konfliktfyldt. Omvendt vil den opsøgende part skrue op for musikken og kalde mere intenst på ham.
Over tid vil du måske blive træt af at kalde på ham, og omvendt vil han føle sig utilstrækkelig og ikke god nok. Det er de indre psykiske mønstre, vi har med os, og dem som er benzinen til at holde det negative mønster i gang.
Godt værktøj: For at I begge skal føle jer hørt og forstået, skal I være tilgængelige for hinanden, det vil sige lytte til hinanden og respondere positivt på hinandens følelser. Den opsøgende part skal skrue ned for kritikken og anklagerne, så manden tør blive i samtalen, og omvendt skal den undvigende part vove at blive i samtalen og dele følelser.
Alt efter hvor stor en afstand der er skabt imellem jer, kan der være behov for støtte og hjælp udefra, og her kan en parterapeut være en rigtig god hjælp.
I klinikken har jeg også par-samtalekort, som kan sætte rammen for den gode samtale, og som kan være en stor hjælp som første skridt til at åbne for den gode samtale. Tag endelig fat i mig.
Følelserne er på vej væk
Mangler du en følelsesmæssig forbindelse med din mand? Føler du dig ikke længere tæt på ham, i kontakt med ham, men oplever, at I nærmest lever et parallelt liv?
Det er helt normalt, at et forhold har dårlige perioder. Nogle perioder føles forholdet tættere end nogensinde før, og intet kan komme imellem jer. Andre perioder kan I føles nærmest som fremmede.
Målet er, at vi i vores parforhold har flest af de gode perioder. Og hvis du er landet på denne side, har jeg en mistanke om, at du desværre har flest af de dårlige.
Ofte kan følelsesmæssig afstand opstå over tid på grund af stress, travlhed, manglende opmærksomhed eller 1000 andre faktorer, der alle sammen påvirker et forhold over tid.
Godt værktøj: Vær ærlig og åben om dine følelser over for din mand. Fortæl ham, at du savner ham, at du savner jer. Vov at tage initiativ til et kys eller kram – også selvom du er bange for at blive afvist.
Du mangler tid sammen med din mand
Mangler du tid og opmærksomhed fra din mand? Føler du, at han nedprioriterer dig og jeres forhold – at du ofte kommer sidst i hans liv?
Det kan være svært at finde tid til hinanden i en travl hverdag, men et sundt forhold kræver nærvær og opmærksomhed. Og det er den trang, du mærker, når du ikke føler, at din mand prioriterer tid til dig og jeres forhold.
I de fleste parforhold er det kvinden, som savner tid og nærvær. Det er ikke ensbetydende med, at manden ikke ønsker det, men ofte er han uvidende om, hvor meget tiden sammen med ham betyder for dig.
Godt værktøj: En måde at tackle dette på er at fortælle din mand, hvor meget du elsker at være sammen med ham, og at du savner ham og jeres tid sammen. I kan sammen prøve at finde nye måder at bruge tid sammen på, der passer bedre til jeres hverdag. Måske en tur i naturen, se en film sammen om aftenen eller lave et lækkert måltid mad sammen. I kan også prøve at deltage aktivt i hinandens gøremål.
Du mangler berøring og intimitet
Oplever du, at din mand har mistet interessen for intimitet og seksualitet med dig? Føler du dig ofte uønsket og uelsket?
Manglende berøring og intimitet leder hurtigt til en følelse af afvisning og ensomhed i forholdet, og det kan føre til en negativ spiral, hvor afstanden mellem jer kun vokser fra dag til dag.
Du skal vide, at det først og fremmest ikke er sikkert, at det har noget med dig at gøre. Måske er der nogle underliggende problemer, der forstyrrer din mands overordnede velvære og sexlyst. Det kan være stress, træthed eller andre livsstilsfaktorer.
Godt værktøj: Uanset hvad årsagen er, er det vigtigt, at du vover at dele savnet og følelserne med din mand. Din mand er sandsynligvis ikke klar over, hvordan hans adfærd påvirker dig – tværtimod har han sandsynligvis samme ønske som dig:
At I skal finde tilbage til dengang, der var masser af intimitet og berøring i jeres forhold.
Du er ikke alene
Ikke at føle sig set og forstået er nogle af de hyppigste problemer i parforhold – og noget, jeg ofte møder i mine terapier. Ofte vil det føre til følelsen af ensomhed, som påvirker vores selvværd – og, alt efter vores tilknytningsmønstre, kan det blive så sårbart, at du trækker dig fra kontakten med din mand og måske overvejer at trække dig helt fra forholdet.
Inden du når så vidt, vil jeg anbefale, at du kontakter en parterapeut, da min viden og erfaring er, at der er støtte og hjælp at hente, så I igen kan opleve kontakten, samhørigheden og trygheden i jeres forhold.
Seneste kommentarer